Den fjerde dal

Hvis de mystiske kendere er blandt dem, der er nået til den Elskedes skønhed (Mahbúb), så er dette stade højdepunktet for bevidsthed og hemmeligheden i guddommelig ledelse. Dette er midtpunktet for mysteriet: "Han gør, hvad Han ønsker; bebuder, hvad Han behager" [28].

Om alle jordens og himlens indvånere satte sig for at løse denne strålende allusion, denne dunkle gåde indtil den Dag, da Basunen skal lyde, så ville det ikke lykkes dem at fatte blot et enkelt bogstav; thi således er stadet af Guds uforanderlige bestemmelse, Hans forudbestemte mysterium. Derfor svarede Han, når de søgende spurgte derom: "Dette er et bundløst hav, som ingen nogen sinde skal udgrunde" [29]. Og de spurgte atter, og Han svarede: "Dette er den sorteste af alle nætter, hvor ingen skal finde vej".

Hvem der end måtte kende denne hemmelighed, vil visselig skjule den, og skulle han åbenbare blot det ringeste spor, så ville de nagle ham til korset. Men - ved Den Levende Gud! Var der nogen som helst sandfærdig søgende, så ville jeg åbenbare det for ham, thi de har sagt: "Kærlighed er et lys, der aldrig dvæler i et hjerte, der er grebet af frygt".

Sandelig den vejfarende, der rejser til Gud, til Den rosenfarvede Søjle på den snehvide sti, skal aldrig nå til sit himmelske mål, medmindre han afstår fra alt det, som mennesker besidder: "Og hvis han ikke frygter Gud, vil Gud få ham til at frygte alle ting, eftersom alle ting frygter ham, der frygter Gud" [30].

"Tal i persisk tungemål, selv om det arabiske behager dig mere;
En elsker behersker mange tungemål" [1].

Hvor sødmefyldt er ikke dette versafsnit, der åbenbarer en sådan sandhed:

"Se! Vore hjerter åbner sig som muslingeskaller,
når Han lader nåde regne som perler,
Og vore liv er som redebonne mål,
når Han kaster smertens pile",

Og hvis det ikke var imod Bogens Lov, så ville jeg sandelig testamentere en del af mine besiddelser til den, der ville sende mig i døden, og jeg ville udnævne ham til min arving: ja, jeg ville skænke ham en andel, ville takke ham og søge at forfriske mine øjne ved berøringen af hans hånd. Men hvad kan jeg gøre? Jeg har ingen besiddelser, ingen magt, og dette er, hvad Gud har forordnet. [31]

Det synes mig, at jeg i dette øjeblik indfanger duften af hans klædning [32]; den strømmer hid fra Bahá's Ægypten [33], sandelig, Han synes at være nær; selvom mennesker kunne tro ham langt borte, [34]. Min sjæl fornemmer den vellugt, der strømmer fra den Elskede, mine sanser er opfyldte af duften fra min dyrebare Ledsager.

"Forpligtelsen i lange års kærlighed adlyder
Og fortæller eventyret om lykkelige dage, der svandt
For at himmel og jord i dag skal opløfte en latter,
Der skal glæde hjerte, øje og sind" [1].

Dette er riget af fuldstændig opmærksomhed og af yderste selvudslettelse. Selv kærlighed er ingen ledesti til denne egn, og længslen har ingen bolig her; derfor er det sagt: "Kærlighed er et slør imellem elskeren og den elskede". Her er kærlighed en hindring og en grænse, og alt andet end Ham er blot et forhæng. Den vise Saná'í har skrevet:

"Aldrig skal det gridske hjerte komme til den, der stjæler hjerter,
Aldrig skal den tilhyllede sjæl forene sig med skønhedens rose".

Thi dette er Det absolutte Buds rige, der er fritaget for alle jordiske egenskaber.

De ophøjede beboere af denne bolig udøver guddommelig autoritet i henrykkelsens forgård med den største fryd, og de bærer på et kongeligt scepter. På retfærdighedens høje residenser fremfører de deres bud, og de nedsender gaver i forhold til, hvad hvert menneske har gjort sig fortjent til. De, som drikker af dette bæger, bor i de høje løvhytter af stråleglans over Tronen for den Ældgamle af Dage, og de sidder i Magtens Ildhimmel i Den ophøjede Pavilion: "De skal ikke kende til sol eller isnende kulde" [35].

Her er de høje himle ikke i konflikt med den lave jord, og de prøver heller ikke på at overgå den; thi dette er barmhjertighedens land, ikke riset for udmærkelse. Selvom disse sjæle hvert øjeblik viser sig i et nyt hverv, så er deres stade dog altid det samme. Derfor er der skrevet om dette rige: "Intet hverv tilbageholder Ham fra et andet" [36]. Og om et andet stade er det sagt: "Hver dag er Han optaget af et nyt hverv" [37]. Dette er den føde, hvis smag ikke ændres, hvis farve ikke ændrer sig. Hvis du spiser deraf, skal du i sandhed synge dette vers: "Jeg vender mit ansigt til Ham, som har skabt Himlene og jorden...., Jeg er ikke blandt dem, der føjer guder til Gud" [38]. "Og således viste vi Abraham Himlens og jordens kongerige, at Han kunne blive oprejst i kundskab" [39]. "Læg derfor din hånd på dit bryst og stræk den atter frem med magt, og se, du skal i den finde et lys for hele verden" [40].

Hvor krystalklart er ikke dette kølige vand, som Bæreren af bægeret bringer! Hvor klar er ikke denne rene vin i den Elskedes hænder! Hvor liflig er ikke denne slurk fra Det himmelske Bæger! Måtte det gøre dem godt, som drikker deraf, og som smager dets sødme og når til dets kundskab.

"Det er ikke sømmeligt, at jeg fortæller dig mere,
For flodens seng kan ikke indholde havet" [1].

Thi gåden i denne ytring er skjult i Den store Ufejlbarligheds forrådskammer [41] og lagt hen i magtens skatkammer. Den er helligt ophøjet over forklaringens juveler; den står over det, som det mest forfinede tungemål kan berette om.

Forundring er her højt værdsat, og den yderste fattigdom er af vigtighed. Derfor er det blevet sagt: "Fattigdom er min stolthed [42]. Og atter: "Gud har et folk under herlighedens kuppel, som Han skjuler i den strålende fattigdoms klædning" [21]. Disse er det, der ser med Hans øjne, og hører med Hans øren, som det står skrevet i den velkendte overlevering.

Hvad dette rige angår, så er der mangen en overlevering og mangt et vers i videre eller snævrere forbindelse hermed; men to af disse vil være tilstrækkeligt til at tjene som et lys for mennesker med hjerne og forstand.

Det første er Hans udsagn: "O Min tjener! Adlyd Mig og Jeg vil gøre dig Mig selv lig. Jeg siger: "Vær" og det er således, og du skal sige: "Vær" og det skal være".

Og det andet: "O son af Adam! Søg ikke fællesskab med nogen, før du har fundet Mig, og når som helst du længes efter Mig, skal du finde Mig nær ved dig".

Hvilke klare beviser og forunderlige hentydninger der end er berettet heri. så omfatter de dog kun et eneste Bogstav, et eneste Punkt. "Således har Guds veje været .... og du vil ikke finde nogen forandring i Guds veje" [43].

Jeg begyndte denne epistel for nogen tid siden, som du erindrer, og eftersom dit brev ikke havde nået mig, da indledte jeg med nogle bebrejdende ord. Nu har dit nye brev bortvejret denne følelse og fået mig til at skrive til dig. At tale om min kærlighed til Deres Eminence er unødvendigt. "Gud er mit tilstrækkelige vidne!" [44].

Over for Hans Eminence Shaykh Muhammad - må Gud, den Ophøjede, velsigne ham! - Skal jeg begrænse mig til følgende to vers, som jeg beder må blive ham overleveret:

"Jeg søger din nærhed, mere dyrebar end den sødmefyldte Himmel;
Jeg ser dit ansigt, skønnere end Paradisets løvhytter" [2].

Da jeg betroede min pen dette kærlighedsbudskab, så afslog den byrden deraf, og den faldt i afmagt. Da den kom til sig selv, talte den og sagde: "Ære være Dig! Til Dig vender jeg mig i anger, og jeg er den første blandt dem, der tror" [45]. Ære være Gud, Herren over alle verdener!

"Lad os en anden dag fortælle om denne sorg og smerte i adskillelsen,
Lad os på en annen måde skrive om kærlighedens hemmeligheder.
Således er det bedre.
Stands bloddig strid og alle disse ting,
Og sig intet mer om Shams-i-Tabríz" [46]

Fred være med dig og med dem, som bevæger sig omkring dig og opnår at mødes dig.

Hvad jeg tidligere har skrevet er blevet spist af fluerne, så sødt var blækket. Som Sa'dí siger: "Jeg vil afholde mig fra at skrive mer; thi mine sødmefylte ord har tiltrukket fluerne omkring mig".

Og nu kan hånden ikke skrive mer, og den beder om, at dette må være tilstrækkeligt. Derfor siger jeg: "Herrens pris, Herren over al storhed, er langt over, hvad de påstår om Ham" [47].

Autoriseret oversættelse fra eng. original udgave.
Det Nationale Åndelige Råd for Bahá'ís i Danmark, 1971