Hvis de rejsende søger efter målet for Ham, der er Hensigten (maqsúd), så hører dette stade til selvet - men det selv, som er "Guds Selv stående inden i Ham med love" [9].

På dette plan er selvet ikke forkastet, men elsket; det er velbehageligt og bliver ikke afskyet. Selv om dette plan i begyndelsen er konfliktens rige, så ender det dog med erhvervelsen af stråleglansens trone. Som de har sagt: "O Abraham, denne dags Abraham, o Åndens ven Abraham! Dræb disse fire rovfugle" [10], at livets gåde kan blive åbenbaret efter døden.

Dette er det selvets stade, som er Gud velhageligt. Som i verset:

   "O du sjæl, som er i hvile, Vend tilbage til din Herre i velbehag og Ham velbehagelig,"

Der ender således:

    "Træd ind blandt mine tjenere, Og træd ind i mit paradis" [11].

Dette stade har mange betegnelser, tegn og utallige beviser. Derfor er det sagt: "Herefter vil Vi vise dem Vore tegn i jordens egne og i dem selv, indtil det bliver klart for dem, at det er sandheden" [12], og at der ingen Gud er uden Ham.

Da må man læse bogen om sit eget selv, snarere end retoriske afhandlinger. Derfor har Han sagt: "Læs din Bog. Der bebøves ingen andre en dig selv til at gøre op med dig på denne dag" [13]. Der fortælles en historie om en mystiker, som tog på rejse med en lærd grammatiker som ledsager. De kom til Storhedens hav. Mystikeren kastede sig øjeblikkeligt i bølgerne; men grammatikeren stod hensunken i sine overveielser, der var som ord prentet i vand. Mystikeren råbte til ham: "Hvorfor følger du mig ikke?" Grammatikeren svarede: "O broder! Jeg tør ikke gå videre. Jeg bliver nødt til at gå tilbage". Da råbte mystikeren: "Glem alt hvad du læste af Síbavayh's og Qawlavayh's bøger og i lbn-i-Hájib og Ibn-i-Málik's [14] ligeledes og drag (over) vandet".

    "Selvets død betinges her, ej retorik, Bliv da til intet og gå på bølgerne" [1].

Ligeledes står der skrevet: "Og vær I ikke som de, der glemmer Gud, og som Han derfor har fået til at glemme deres eget selv. Disse er de onde gerningsmænd" [15].