Indholdsfortegnelse

1. DEL OM PROFETERNES INDFLYDELSE PÅ MENNESKEHEDENS UDVIKLING

2. DEL NOGLE KRISTNE EMNER

3. DEL OM EVNERNE OG VILKÅRENE FOR GUDS MANIFESTATIONER

4. DEL MENNESKETS OPRINDELSE, EVNER OG BETINGELSER

FEMTE DEL FORSKELLIGE EMNER

Introduktion

Denne bog giver en stor Lærers svar på utallige spørgsmål, der er til stor bekymring for det moderne menneske. Udgivet i London 1908 er “Nogle Besvarede Spørgsmål” ligeså tidssvarende nu, som den var det dengang. Behovet for den er med årene blevet mere presserende. De mange spørgsmål, som den tager op til overvejelse, er enten forblevet ubesvarede eller misopfattede af størstedelen af menneskeheden. Hvem er mennesket? Er der en Gud? Hvordan kan vi kende Gud? Kan Gud tale med mennesket? Hvad betyder mirakler, dåb, treenigheden, forudbestemmelse, udødelighed, fri vilje, reinkarnation, panteisme og helbredelse? Her findes ligeledes kommentarer og forklaringer til bibelsteder, der passer for vor tids forøgede modenhed. “Nogle Besvarede Spørgsmål” er bestemt for den søgende med et åbent og uafhængigt sind. Svarene, som ‘Abdu’l-Bahá, søn af bahá’í-troens grundlægger, giver, er uortodokse. Religion bliver, berøvet ritualer og traditioner, fornuftig og levende. Hvis søgen efter sandheden parres med drømmen om en verden i fred, hvis den studerende er villig til at tage imod en tanke, der er større end noget, han endnu har kendt til, en tanke hvorigennem han kan leve meningsfuldt både for sig selv og for andre, så tilbyder bahá’í-religionen svaret. En bahá’í beskæftiger sig med skabelsen af en ny civilisation. Han arbejder for fred mellem nationerne. Ydermere arbejder han for enhed blandt alle racer, religioner og samfundsklasser. Han forestiller sig et statsforbundssystem, med en verdenslovgivning til gennemførelse af de nødvendige love. En verdensregering, støttet af en international hærstyrke til at gennemføre de beslutninger, man har opnået gennem lovgivningsmagten. En verdensdomstol der skal afsige sin tvingende og endelige dom i en hvilken som helst strid, der måtte opstå mellem de forskellige enkeltdele, der udgør dette universelle system. Et verdenssprog der skal indøves i forbundsnationernes skoler som et hjælpesprog til deres modersmål. En organisation af verdens økonomiske ressourcer, således at intet folk overlades til forarmelse. Harmoni mellem videnskab og religion og en universel anerkendelse af én Gud, der skal bane vejen for tilslutningen til én fælles åbenbaring. En bahá’í ser alle de store profetiske religioner som dele af én guddommelig plan til opdragelse af mennesket, således at han efterhånden kan videreføre en “evigt fremadskridende civilisation”. Med Abraham som den første har hver guddommelig opdrager bragt et Budskab, der har lagt vægt på et eller andet nødvendigt princip, og hver gang bliver visse grundlæggende sandheder gentaget, fordi de altid er gyldige og vitale for menneskets velfærd. Moses bragte et budskab om retfærdighed, Buddha lærte om forsagelse, Jesus om kærlighed, Muhamed om underkastelse. I dag bringer bahá’í-troens grundlægger, Bahá’u’lláh, et budskab om enhed. Men gennem alle disse budskaber løber der en rød tråd om Den Gyldne Regel, menneskeligt broderskab og Guds faderskab. Der er stærke begrundelser for, hvorfor én Skaber har sendt mennesket en række budbringere. Ligesom børnehavebarnet ikke er modent til aritmetik, således var også mennesker på Jesu tid langt fra rede til at fatte én verden. På den tid havde hurtige kommunikationsmidler ikke bragt nationerne ansigt til ansigt. Som betingelserne ændrer sig må religionen ligeledes tilpasses. Hvordan kan Gud motivere, inspirere og lede os? Vi ved ikke af os selv, hvad Gud er. Hvordan kan Han udtrykke sit ønske til menneskene? Bahá’íer ved, at dette kun kan formidles gennem en stedfortræder, en man henviser til som profeten eller Guds manifestation. Mange af kapitlerne i denne bog er viet indflydelsen og magten hos manifestationen, der udgør leddet mellem Gud og mennesket. Disse læresætninger kan bedre forstås i lyset af en kort indføring i bahá’í-religionens historie. Det bør ikke forbavse nogen, at dens oprindelse ikke blev vidt og bredt forkyndt i verden. Jesus var ikke den store overskrift på sin tid. H. G. Wells har gjort den korrekte iagttagelse, at indledningen til religiøs fornyelse “aldrig er iøjnefaldende”. Den 23. maj 1844 forkyndte en ung perser, der var femogtyve år gammel og blev kendt som Báb, sin mission. Den mission var at berede vejen for den “Som Gud vil manifestere” og at indføre visse livsvigtige reformer. Alt eftersom Hans tilhængere voksede i antal, blev det muslimske præsteskab opskræmt. Efter blot seks års forkyndelse, blev Han offentligt henrettet som martyr efter dette præsteskabs ordre. Men Hans mission var fuldbyrdet. Ligesom Johannes Døberen beredte hjerter og sind for Jesu komme, således åbnede Báb vejen for Bahá’u’lláhs komme. Født i en velhavende familie i Iran 1817 forventedes det, at Bahá’u’lláh ville følge sin fader, der tjente som minister under shahen. Dette tilbud afslog Han. Medens Han var barn, var Hans overordentlige klogskab og venlighed påfaldende. Han antog Bábs lære og var frygtløs overfor følgerne. Katastrofale resultater fulgte efter: bastonnade, konfiskering af Hans ejendom, mange års fængsel og landsforvisning. I 1863, lige før Hans landsforvisning fra Bagdad til Konstantinopel, oplyste Han sine tilhængere om, at Han var den, hvis komme Báb og alle profeterne havde forudsagt. Denne forbløffende sandhed var strømmet ind i Ham på et tidspunkt med store fysiske lidelser. Hans tilhængere hilste disse nyheder med overvældende glæde. Mange højtstående indbefattet Bagdads guvernør kom for at vise deres respekt for denne fange før Hans afrejse. Til slut blev Han, for at isolere Bahá’u’lláh fra folket, der var blevet så voldsomt tiltrukket af Ham og Hans Budskab, indespærret i den frygtede fængselsby ‘Akká i Palæstina. For et stykke tid var Han af tykke mure spærret ude fra det udendørsliv, som Han elskede så højt. Han gik bort i 1892, efter at have vundet mange menneskers kærlighed og beundring. Landflygtighed og fængsel havde ikke standset Bahá’u’lláhs pen. Han skrev lange breve til den vestlige verdens regenter, hvori Han indtrængende bad dem om at slå ind på fredens vej. Han skrev mange bøger, der dækker utallige emner. Da Han betragtede religion som en holdning overfor Gud, der genspejles i det daglige liv, dækker Hans skrifter mange emner: etik og moral, tro på Gud, forhold mellem mennesker, bøn og meditation, en fortolkning af tidligere religiøse læresætninger og profetier om fremtiden, politik og økonomi, uddannelse og forholdet mellem racer. Blandt de mest kendte af Hans bøger, der er oversat til engelsk, er Gleanings from the Writings of Bahá’u’lláh, The Hidden Words, Prayers and Meditations by Bahá’u’lláh, Epistle to the Son of the Wolf og Kitáb-i-Íqán (Book of Certitude). Skønt det krav bahá’íer stiller på Bahá’u’lláhs vegne er forbløffende - Den Lovede for alle tider, Sandhedens Ånd forudsagt af Jesus – understøtter Hans ophøjede budskab i disse skrifter fordringen. Fra 1892 til 1921 virkede Hans ældste søn, ‘Abdu’l-Bahá, som Hans udpegede fortolker af den nye tro. Denne tro blev introduceret i De Forenede Stater 1893 ved Verdensreligionernes Konference under verdensudstillingen i Chicago. ‘Abdu’l-Bahá besøgte dette land i 1912 og forkyndte Bahá’u’lláhs budskab fra kyst til kyst på en historisk foredragsturne. ‘Abdu’l-Bahás testamente udpegede hans dattersøn, Shoghi Effendi som troens beskytter, hvilket pålagde ham at opretholde lærens renhed, enheden blandt bahá’íer og at igangsætte udviklingen af den administrative orden såvel som at sprede bahá’í-budskabet til alle dele af verden. Ved tidspunktet for hans bortgang i 1957 var syvogtyve personer, kendt som bahá’í-troens Hænder, af Shoghi Effendi blevet udpeget til at videreføre det forenede undervisningsarbejde og beskytte troens interesser. I kraft af deres bestræbelser blev det første Retfærdighedens Hus valgt i 1963 af de seksoghalvtreds nationale åndelige råd (de nationalt valgte administrative organer) der eksisterede på den tid, i overensstemmelse med anvisninger i Bahá’u’lláhs skrifter om valg af denne høje institution i bahá’í-troen. “Nogle Besvarede Spørgsmål” fremsætter en opfordring til en uafhængig udforskning af sandheden. Et overblik over indholdsfortegnelsen vil vise den logiske rækkefølge i bogen og dens vide omfang. Første del beskæftiger sig med “Profeternes indflydelse på menneskehedens udvikling”. Grundlæggende opfattelser overvejes i lyset af fornuften. Begyndende med et essay om universel lov, som den forefindes i naturen, når læseren frem til beviserne for selve Guds eksistens, og derefter bliver han gjort bekendt med behovet for en guddommelig opdrager. En del af disse lærere, hvor Abraham er den første, betragtes ud fra deres opnåelser. Fra sådanne væsener stammer menneskets eneste sande rigdom. Eftersom denne bog muligvis oprindelig var beregnet for vesterlandsk tankegang, handler anden del om kristne emner, der i vor tid kræver forklaring. Inden for moderne kristendom møder den rationelle tanke mange forhindringer, herunder religiøs symbolisme, opfattelsen af Helligånden og “genkomst” eller Kristi andet komme. I tredie del bliver vi indført i rationelle forklaringer om det lidet forståede væsen, profeten. I virkeligheden er det alene gennem Ham, at Gud med sikkerhed kan tale til store menneskegrupper på en og samme tid. Fjerde del omtaler på den anden side områder ved den almindelige menneskelige skabning, der atter kun er forstået i ringe grad. Her findes rig mulighed til afdækning af, hvem mennesket er, og hvor han bevæger sig hen. Femte del afslutter bogen og omfatter “Forskellige emner”. De forskelligartede emner må genspejle de bredeste interesser hos læserne. Hvad enten det drejer sig om praktiske spørgsmål som strejker eller panteismens teorier er svarene overbevisende. Denne bog vil tale til menneskets fornuft snarere end til hans følelser. Samtidig med at den giver oplysning til tænkeren med den religiøse baggrund, vil den vise sig at være ansporende for agnostikeren og ateisten. Dens kapitler lægger vægt på menneskets personlige overbevisning, snarere end på hans sociale adfærd. Bahá’í-troen appellerer imidlertid både til fornuften og til følelsen. Det er både en personlig og en social religion. Den kendsgerning at religion her overvejes rationelt og personligt vidner om den særskilte interesse hos en, der spørger på et givet tidspunkt. “Nogle Besvarede Spørgsmål” udgør svarene til spørgsmål stillet til ‘Abdu’l-Bahá af Laura Clifford Barney under hendes talrige besøg i ‘Akká. Dette forklarer hun i sin egen introduktion.

Forlæggerens forord til 1964 udgaven

Vedrørende de spørgsmål, der undertiden er opstået omkring “Nogle Besvarede Spørgsmål”, og hvorledes den blev skrevet, har Laura Clifford Barney, den deltager i samtalerne, der modtog svarene fra ‘Abdu’l-Bahá, gjort forlæggeren bekendt med de følgende kendsgerninger: Samtalerne mellem ‘Abdu’l-Bahá og Laura Clifford Barney fandt sted i de vanskelige år fra 1904-1906, da han var indespærret i byen ‘Akká af den tyrkiske regering og kun måtte modtage få besøgende. På den tid blev han bestandig truet med at blive overført til et øde ørkenfængsel. Som den, der bragte samtalerne i stand, sørgede miss Barney for, at en af ‘Abdu’l-Bahás svigersønner eller en af de fremtrædende persere i hans sekretariat i den periode var til stede under samtalen for at sikre den nøjagtige nedskrivning af hans svar på de spørgsmål, der blev stillet ham. ‘Abdu’l-Bahá læste siden hen nedskrivningen, ændrede undertiden et ord eller en linie med sin rørpen, hvorefter han signerede og stemplede dem alle med sit segl. Senere blev de oversat til engelsk af miss Barney. Den originale persiske tekst er i dag en del af bahá’í-arkiverne i Haifa. Som en tilføjelse til kommentarerne om denne bog henvises til Shoghi Effendis udtalelser i “God Passes By” s. 107, 268, 305 og 383. ‘Abdu’l-Bahá blev endelig frigivet i 1908 efter revolutionen i det ottomanske kejserrige og sultanens afsættelse. Få år senere rejste han til Egypten, Europa og Nordamerika, hvor han traf mennesker fra alle religiøse retninger og sociale rangklasser, mødtes med fremtrædende personligheder og talte til forsamlinger i templer, universiteter, religiøse centre og missioner, såvel som i gæstfri hjem og forsamlinger.

Forfatterens forord til første udgave

“Jeg har skænket dig mine trætte stunder,” det var ‘Abdu’l-Bahás ord, da han rejste sig fra bordet efter at have besvaret et af mine spørgsmål. Som det var den dag, således fortsatte det; mellem arbejdstimerne blev hans træthed lindret gennem fornyet aktivitet, undertiden var han i stand til at tale i lang tid, men ofte blev han, selv om emnet måtte kræve mere tid, kaldt bort efter kort tids forløb. Så ville der atter gå dage og uger, hvor han ingen mulighed havde for at belære mig. Men jeg kunne sagtens være tålmodig, for jeg havde altid den større lære foran mig – læren i hans personlige liv. Under mine mange besøg i ‘Akká blev disse svar nedskrevet på persisk, medens ‘Abdu’l-Bahá talte, ikke med henblik på offentliggørelse, men ganske enkelt for at jeg kunne have dem til fremtidigt studium. Først måtte de tilpasses tolkens mundtlige oversættelse, og senere, da jeg havde fået et overfladisk kendskab til persisk, til mit begrænsede ordforråd. Herfra stammer gentagelser af billeder og udtryk, for der er ingen, der i så vid udstrækning behersker at udtrykke sig fyldestgørende som ‘Abdu’l-Bahá. Under disse lektioner er han læreren, der tilpasser sig eleven og ikke taleren eller digteren. Denne bog fremlægger kun visse områder af bahá’í-troen, der er universel i sit budskab, og som for hver spørger har det svar, der passer for hans særlige udvikling og behov. I mit tilfælde blev læresætningerne forenklede for at tilpasse dem min rudimentære viden, og de er derfor på ingen måde udtømmende og fuldstændige, således som indholdsfortegnelsen måtte foregive – idet indholdsfortegnelsen kun er føjet til for at angive de emner, der behandles. Men jeg tror, at det der har været af så stor værdi for mig også vil være til nytte for andre, eftersom alle mennesker, trods deres forskelligartethed, er enige i deres søgen efter virkeligheden. Derfor har jeg bedt ‘Abdu’l-Bahá om tilladelse til at offentliggøre disse taler. Oprindelig blev de ikke givet i nogen særlig rækkefølge, men er nu groft klassificeret af hensyn til læseren. Den persiske tekst er nøje fulgt, undertiden oven i købet på bekostning af den engelske, idet der er foretaget nogle få ændringer i oversættelsen, udelukkende hvor den bogstavelige mening syntes at være for indviklet eller dunkel, og de indskudte ord, for at gøre meningen klarere, er ikke på nogen måde ment som et ønske om at undgå de ofte forekommende afbrydelser i tankegangen gennem tekniske og forklarende vink. Mange af de persiske og arabiske navne er ligeledes skrevet i deres simpleste form, uden at anvende et strengt videnskabeligt system, der ville forvirre den almindelige læser. Laura Clifford Barney